mandag den 19. februar 2018

"FISKENE - PISCES. 19.2. - 20.3. ZODIAK 3.0"


FISKENE - PISCES.  19.2. - 20.3.



Stjernebilledet FISKENE - PISCES er det 12. og sidste Dyrekredstegn.
Det markerer Solens årlige slut- og begyndelsespunkt.
Et nyt Solår kan begynde, når Solen krydser ækvator ved forårsjævndøgn!

Oliemaleri på lærred: 20 x 20 cm.
Malet som et ud af i alt tolv malerier i ZODIAK 3.0 - serien.
(C) josefk.dk. 2017-2018. 



                  FISKENE – PISCES:  19.2. – 20.3.

ASTRONOMISK:

Fiskene er det 12. og sidste stjernebillede i Dyrekredsen. Det er svært at se uden en mindre astronomisk kikkert, da ingen af stjernerne er klarere end 4. størrelsesklasse. Himmelfiguren består af to fisk, der er bundet sammen af en snor ved halerne og det er synligt på hele den nordlige halvkugle, og kan ses ned til 57 o Syd. Fiskene kulminerer ved midnat i slutningen af september og i begyndelsen af oktober. Se lidt syd for Pegasus firkanten og op til lidt nord for stjernebilledet Andromeda.

MYTOLOGISK:

I den kristne kultur er stjernebilledet Fiskene blevet identificeret med Kristus. Jesus som den ”første fisk”, der blev født efter at forårspunktet havde bevæget sig fra Vædderen tilbage til Fiskene og derved markeret overgangen til den ”Gyldne Tidsalder”. Romerne flettede ideen om fiskegudinden ind i deres myter om Venus og hendes søn Cupido (hhv. Afrodite og Eros i den græske mytologi). De blev overfaldet af uhyret Typhon, men Venus vidste, at de kunne undslippe over vand. Hun greb derfor Cupido og de kastede sig i havet, hvor de forvandledes til fisk. De bandt deres haler sammen med en snor. På himlen ser vi således moder og søn og snoren, der for evigt binder dem sammen i kærlighed.

ASTROLOGISK:

Fiskene er tegnet for idealisme og intuition. Fisk er følsomme og varmhjertede personligheder, som ofte kan have svært ved at beslutte sig. De kan på en gang være rene genier, men også godtroende og tøvende. Mange Fisk er socialt engagerede og arbejder inden for disse felter, og også som apotekere, bibliotekarer. Planeten er Neptun – Havets gud. Fiskenes farve er blå. Deres ædelsten er safir. En af deres væsentligste dyder er hengivenhed og de afskyr løgn! Fødderne er deres legemligt svage punkt. 

Josef Kowalski                 www.josefkdk.blogspot.com                      josefk.dk©          19.2.2018
Solgt!
  



fredag den 2. februar 2018

"ZODIAK III. Zodiac. Der Tierkreis." Dyrekredsen" Solens årlige bevægelse langs ekliptika.

ZODIAK - ZODIAC - DIE TIERKREIS.

De 12 Dyrekredstegn - 12 stjernebilleder.
Solens, Månens og planeternes bane langs Ekliptika.
Det tilsyneladende baneplan set fra Jorden.

Jordens årlige bevægelse om Solen på 365, 242 dage, som også er det astronomiske år.
Det er den tid, der går fra Jorden passerer forårspunktet til den igen, næste år, passerer forårspunktet.
I dette tidsrum synes Solen, Månen og planeterne at bevæge sig gennem de 12 Dyrekredstegn.

12 malerier 20 x 20cm, samlet til en enhed.

ZODIAK III.

Malet 2017 - 2018. josefk.dk(C)

De første fire stjernetegn er tidligere offentliggjort,
og hvert enkelt af de resterende 8 stjernebilleder vil,
sammen med de respektive astronomiske, mytologiske og astrologiske kendetegn,
blive offentliggjort seperat på denne BLOG, når tidspunkterne for et nyt stjernetegn indtræder.











søndag den 21. januar 2018

"VANDMANDEN - AQUARIUS. 21.1.-18.2. - AGE OF AQUARIUS. - ZODIAK 3.0"



"THE AGE OF AQUARIUS"

VANDMANDEN-AQUARIES:
Olie på lærred. 20 x 20 cm
josefk.dk(C)


,

          VANDMANDEN -  AQUARIUS:  21.1. – 18.2.
ASTRONOMISK:
Stjernebilledet Vandmanden er synligt fra 65 o Nord til 86 o Syd. Det er synligt her i Danmark fra det tidlige efterår. Det kulminerer mod Syd ved midnat i slutningen af august og i begyndelsen af september. Det er dog vanskeligt at finde stjernebilledet på himlen uden en mindre kikkert, da dets klareste stjerner ikke er klarere end 3. størrelsesklasse. Stjernebilledet Vandmanden rummer bl.a. Helixtågen (NGC 7293), som er den planetariske tåge, der ligger nærmest Jorden.
MYTOLOGISK:
Vandmanden/ Vandbæreren forestiller en mand, der bærer en krukke. Fra denne krukke strømmer der vand ned i munden på en stor fisk. Det er også billedet på Nilens gud – Hapi, der bragte livets vand til himlen og til jorden. Endelig er tegnet også udlagt som billedet på Zeus ‘mundskænk, Ganymedes.
ASTROLOGISK:
Vandmanden er tegnet for fordomsfri og ukonventionel tænkning. Ofte at være på tværs af det gængse kræver stor styrke, men Vandmanden er udstyret med megen charme, som bærer igennem. Mennesker født under dette tegn elsker deres frihed. De er selskabeligt anlagte og ofte arbejder de med undervisning, bøger og som skuespillere, opfindere og detektiver.  Planeten er Uranus, som er individualitetens og uafhængighedens planet. Uranus drejer ikke om sig selv. Den ruller!  Vandmanden tager kun samfundets normer for gode varer, hvis de stemmer overens med egne vurderinger. Vanmandens ædelsten er ametyst og farven er violet. Altruisme er deres hoveddyd og de afskyr anarki. Benene er deres legemligt svage punkt.
Josef Kowalski                                                    www.josefkdk.blogspot.com                                              josefk.dk©                                              21.1.2018



fredag den 22. december 2017

"STENBUKKEN - CAPRICORNUS. 22.12 -20.1. ZODIAK 3.0"






 
                   Olie på lærred.  20 x 20 cm. 2017.    josefk.dk(@)     www.josefkdk.blogspot.com     

 
   

STENBUKKEN–CAPRICORNUS: 22.12. – 20.1.

ASTRONOMISK: Stenbukken, der er det tiende og mindste stjernebillede i dyrekredsen, er dannet af stjerner af tredje og fjerde størrelsesklasse øst for Skytten. Dets midnatskulmination, dvs. hvor det står i syd, er i begyndelsen af august, men de lyse nætter og de forholdsvis svage stjerner gør det uanseeligt om sommeren på vores nordlige breddegrader. Det kan findes vha. en linje fra Vega(A) i Lyren, hen over Mælkevejen, gennem Altair(A) i Ørnen til Algedi(A) og Dabih(B) stjernerne i Stenbukkens horn.

MYTOLOGISK: Stenbukken er i den græske mytologi en afbildning af guden Pan i en situation under gudernes kamp med titanguden Rhea og havuhyret Typhon. Pan udmærkede sig, da Rhea ville udslette de olympiske guder. Da uhyret nærmede sig, sprang Pan i en flod og prøvede at forvandle sig til en fisk for at undslippe. Forvandlingen lykkedes imidlertid kun halvt. Da han havde kæmpet sig tilbage på land, havde Typhon revet lemmerne af den øverste gud, Zeus. Pan udstødte et gennemtrængende skrig, der var langt nok til at lade den rappe Hermes (Merkur) hente Zeus’ lemmer. Sammen føjede Pan og Hermes Zeus sammen igen. Pan, som nu var en satyr-fisk, blev belønnet af Zeus, som derfor placerede ham på himlen. Dengang som nu er Solen i Stenbukken tegn det tidspunkt på året, hvor Solen står lavest og længst syd for ækvator – december solhverv.

ASTROLOGISK: Praktiske, alvorlige viljesmennesker, sparsommelige, flittige, grundige, samvittighedsfulde og planlæggende på lang sigt. De er seje, holder længe ud og arbejder sig støt frem mod de mål, de sætter sig. De er gode som embedsmænd, lærere og teknikere. Deres planet er Saturn, metallet er bly, ædelsten er onyx, farven er sort og lørdag er deres dag. Legemlige svagheder er ofte knæ. Generelt er det Stenbukkens ihærdighed og måske, en lettere menneskeskyhed, som vi bemærker. 

Josef Kowalski                                         josefkdk(@)                                    www.josefkdk.blogspot.com                                22.12.2017
                               

fredag den 1. december 2017

"SKYTTEN - SAGITTARIUS. 23.11.- 21.12. ZODIAK 3.0"


                                            SKYTTEN - SAGITTARIUS.  23.11. - 21.12.                                                                                                                                                                                                    

            SKYTTEN – SAGITTARIUS:  23.11. – 21.12.
 
ASTRONOMISK:
Det niende stjernebillede i Dyrekredsen er Skytten. Tegnet forestiller en kentaur, halvt hest, halvt menneske. Stjernebilledet er prominent på den sydlige himmel, og det kulminerer ved midnat i juni og juli. Set fra Danmark ligger Skytten langt mod syd og er knap synlig i de lange lyse sommeraftener. Går rejsen sydpå, vil der snart åbenbares en rigdom af stjerner, tåger og galakser. Den ene side af Skytten svarer til vores Mælkevejs centrum. Her er bl.a. de kendte gaståger synlige, som (M 20) Trifidtågen, (M 8) Lagoon tågen og Omega tågen (M17). Solen befinder sig i dette stjernetegn ved Vintersolhverv 21.12. -22.12. 
MYTOLOGISK:
I gamle himmelatlas fremstilles Skytten som en kentaur med en spændt bue. I den græske og siden i den romerske mytologi er der sket en sammenblanding af de mange myter om kentaurer.  Den mest populære fortælling handler om, hvordan kentauren Chiron blev såret, da han ilede sin ven Herakles (Hercules) til undsætning i dennes kamp mod de andre kentaurer. Chiron blev ved et uheld ramt i knæet af en pil, som Herakles afskød. Chirons sår ville ikke heles, og da han var udødelig, var han således dømt til at pines i al evighed. Chiron blev dog udfriet, da han opgav sin udødelighed for at hjælpe ildens gud, Prometheus.
ASTROLOGISK:
Skytte mennesker er optimister. De forsøger hele tiden at udvide deres horisont og muligheder. De er arbejdssomme mennesker og de elsker frihed. De er muntre og selskabeligt anlagte og de er dyrevenner. De har ofte heldet med sig og har stor sans for eventyr og tilværelsens mangfoldighed. Planeten er Jupiter, som symboliserer lov og orden. Metallet er tin og ædelstenen er purpur ametyst. Den foretrukne farve er også purpur – lilla. Skyttens dyd er dens godhed og dens last er forfængeligheden. Flyvere, sangere og skuespillere er stillinger der kræver fantasi og indlevelse. Ben og lår er Skyttens kropsligt svage punkter.
 
Josef Kowalski                                                 www.josefkdk.blogspot.com                josefk.dk©                               17.1.2018              





Min ny serie malerier af de astrologiske og astronomiske stjernetegn 
præsenteres her. 

Olie på lærred: 20 x 20 cm
josefk.dk(c), 2017
www.josefkdk.blogspot.com

søndag den 19. november 2017

"SKORPIONEN - SCORPIUS". 24.10. - 22.11. ZODIAC 3.0"



I SKORPIONENS TID!

Prolog til en række nyfortolkninger af i alt 12 malerier,

Skorpionen er et stort og smukt stjernebilledet på den sydlige halvkugle.
Hovedstjernen Antares, som på maleriet er skorpionens hjerte, er synlig mod syd
 lavt på himmelen i maj - juli måned. Her i Danmark kan vi se Antares.

Det er min tredie fortolkning af de astronomiske og astrologiske dyrekredstegn - 12 i alt,
i den bane. som kaldes ekliptika.

Solen, Månen og planeterne har en tilsyneladende bevægelse langs ekliptika,
når vi ser det fra Jorden.
Dermed passerer Solen gennem de tolv Dyrekredstegn i løbet af et år.

Solen er i Skorpionens stjernebillede fra 24.10. - 22.11.




 
 
           SKORPIONEN – SCORPIO: 24.10. – 22.11.
 
ASTRONOMISK:
Skorpionen er det ottende stjernebillede i Dyrekredsen. Det er et markant, smukt og tydeligt stjernebillede, som ligner en liggende skorpion. Det er, desværre for os i det høje nord, kun fuldt synligt fra 44 o Nord og helt ned til 90 o Syd. Antares, hovedstjernen i Skorpionen, er en rød kæmpe med en diameter 400 x Solens diameter! Antares er synlig lavt i sydøst – sydlig retning i de lyse sommeraftener. Skorpionen og dermed Antares kulminerer ved midnat i juni måned. På grund af sin placering tæt ved Mælkevejens centrum er Skorpionen et eldorado af stjernehobe og galakser. Fra ækvator og på den sydlige halvkugle er Skorpionen et storslået syn.
 
MYTOLOGISK:
Skorpionen har altid haft et lidt uheldsvangert renommé. I nogle græske myter kommanderede jordgudinden Gaia Skorpionen til at stikke Orion. Han blev siden genoplivet af lægeguden Æskulap. På den roterende himmelhvælving dør Orion i vest, når Skorpionen står op i øst. Orions efterfølgende opståen i øst, når efteråret indtræder, er hans genoplivning. Når Orion påny stiger i øst, synker Skorpionen ned, knust og mast i støvet af Slangebæreren (Ophiuchus).
 
ASTROLOGISK:
Mennesker født i Skorpionens tegn har et fyrigt og lidenskabeligt temperament. De er seje, kamplystne og ærgerrige med lyst til at herske. De giver ikke op og de pynter ikke på en sag. De er varmhjertede, og de glemmer sjældent uret begået mod dem. De kan blive udmærkede forskere, teknikere og soldater. I kunsten er det især sang og musik, som de tiltrækkes af. Skorpionens planeter er Mars og Pluto, krigens og underverdenens guder. De symboliserer stridslyst, oprydning og evnen til kollektiv forståelse. Ædelstenen er den røde granat, farven er rød og metallet er jern. Skorpionens vigtigste dyd er vedholdenhed og de er noget uforsonlige. Underlivet er Skorpion menneskets svage punkt.
Josef Kowalski                                 www.josefkdk.blogspot.com                          josefk.dk©                                    16.1.2018

NB: Se også tidligere fortolkinger fra 2013 - på min BLOG:
www.josefkdk.blogspot.com


Olie på lærred 20 x 20 cm
josefk.dk (c)